Starten på min nyresygdom kom helt tilbage i 1984 - lige før eksamen i 3g. Pludselig fik jeg meget ondt i min storetå. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, for det føltes ligesom om jeg havde slået tåen, men jeg kunne ikke huske, at dette skulle være tilfældet. Jeg fik nogle smertestillede piller hos lægen og fik eksamen overstået. Lægen insisterede på, at jeg skulle komme igen efter eksamen, selvom smerterne gik væk.

Smerterne forsvandt, men autoritetstro som jeg er, gik jeg igen til lægen. Han vidste ikke (eller gjorde han ?), hvad det var men tog nogle blodprøver for en sikkerhedsskyld. Blodprøverne viste, at jeg havde podagra. En tilstand hvor man har for meget urinsyre i blodet, og dette kan danne krystaller i ledene - typisk stortå-leddet. En træls men ret harmløs sygdom. Men lægen havde taget lidt ekstra blodprøver - og de viste, at jeg havde et for højt serum-kreatinin på ca. 160. Lægen sagde, at dette kunne skyldes en nyresygdom, og at det skulle undersøges nærmere.

Dette var selvfølgelig et chok at få at vide mere eller mindre ved et tilfælde. Men jeg blev indlagt på Holstebro sygehus og gennemgik forskellige undersøgelser. Disse viste, at jeg havde ca. 60% nyre funktion - dvs. 60% af en normal nyrefunktion, at funktionen var nedsat på begge nyre - men mest på den venstre. Deres holdning var, at det sandsynligvis var en gamle skade, og at det ikke ville give problemer i fremtiden - men for at være på den sikre side skulle jeg få taget en blodprøve hos egen læge en gang imellem. Alt dette havde selvfølgelig være en "grim" oplevelse, men nu var det ligesom overstået.

Et år efter begyndte jeg at læse i Århus. På et tidspunkt gik jeg som aftalt til lægen for at for taget en blodprøve. Men lægen mente, at en sådan kontrol var en opgave for sygehuset og på Kommunehospitalet havde de en speciale afdeling for nyresygdomme. Jeg mødte op på sygehuset til, hvad jeg troede var en lille blodprøve. Men det skulle gå anderledes, de var jo en speciale afdeling og de ville finde ud af, hvad jeg præcis fejlede. Så jeg blev igen indlagt til forskellige undersøgelser. Jeg var godt gal i skralden, jeg var jo blevet undersøgt en gang. Jeg blev ikke mindre gal, da jeg fandt ud af, at de ikke engang havde hentet journalen fra Holstebro. Forklaring var, at de ville starte på en frisk og ikke blive (vild)ledt af konklusionerne fra Holstebro. Personlig tror jeg, det var et resultat af arrogance og en nedladenhed overfor afdelingen i Holstebro.

Efter mange undersøgelser og teorier måtte de også opgive i Århus - de kunne heller ikke stille en diagnose. Men undersøgelserne viste, at min venstre nyre faktisk ikke virkede mere. Hvorfor det kun var den venstre nyre, der "stod" af den gang i 1985 ved jeg ikke, men det var selvfølgelig held i uheld. Min nyre funktion var stadig ca. 60% - og jeg fik at vide, at den nyrefunktion ikke var noget problem.

Tiden gik og jeg arbejdede mig igennem mit studium. Nyresygdommen lå selvfølgelig i baghovedet, men ikke som et stort problem, og jeg havde jo heller ikke nogle symptomer. Som tiden gik, kom der lige som et mønster i kontrollerne, der gik nogle år 2-3 år dvs. 4,5 kontroller, hvor kreatinin var konstant, så kom der et hop - ikke stort men alligevel. Et sådant hop blev altid fuldt op af en hurtig kontrol, men kreatinin værdien fandt altid en ny stabil værdi. Hele tiden fik jeg at vide, at dette ikke var noget problem, da man kunne leve fint med en kreatinin værdi over 1000 - og i det lys kunne jeg jo godt se, at et hop på 20-30 ikke være noget særligt. Siden er jeg blevet klogere, der er ikke en 1 til 1 sammenhæng mellem kreatinin og nyrefunktion. Groft sagt gælder det, at hvis man har et kreatinin på 100 og den stiger til 125, har man miste 25% af sin nyrefunktion f.eks. fra 100% ned til 75%. Hvis man har et kreatinin på 400 skal kreatinin stige med 100 til 500 før man har miste 25% af den resterende nyrefunktion. Derfor er selv små stigninger i et lavt kreatinin tal - katastrofale.

Efterhånden gik dette faktum op for mig - både fordi lægerne fortalte mig noget og fordi jeg selv søgte alle de informationer, jeg kunne få. På dette tidspunkt var det blevet ca. 1996-1997 og jeg havde et kreatinin på ca. 350. I mellem tiden var jeg blevet gift, fået barn, og karrieren var så småt begyndt. Jeg var flyttet til Billund og gik nu til kontrol i Esbjerg. Da jeg kom til Esbjerg blev jeg sat på en "forebyggende" behandling med et bestemt blodtryksmiddel (corodil - så vidt jeg husker). Jeg fik at vide, at man havde en teori om at dette middel kunne være med til at bevare nyrefunktionen længere - noget som jeg er sikker på middlet har gjort for mig. Jeg begyndte på dette tidspunkt at regne på, hvor mange hop der var plads til, før jeg ramte de magiske 1000. Der var plads til mange og dermed var jeg overbevist om, at der ville gå mange år før jeg ville få nogle alvorlige problemer med min nyresygdom. Pga. at min nyresygdom skred meget langsom frem, var jeg på dette tidspunkt ikke klar over at jeg havde kraftige symptomer primært i kraft af træthed - jeg kendte jo ikke til andet.

Jeg husker tydelig en kontrol i efteråret 1998 hvor der igen var set et hop. Jeg ringede hjem til Gitte og fortalte det men var samtidig overbevist over at det ikke var noget større problem, da der jo stadig var plads til mange hop. Dette var dog ikke sandt, måske var jeg naiv og prøvede at fortrænge virkeligheden - men jeg troede faktisk selv fuldt og fast på det. Hvad jeg ikke var klar over var at tabet af nyrefunktion accelerer op til sidst. Populært sagt slider nyrerne sig op i et forsøg på at følge med. Der kan det pludselig gå meget stærkt, hvilket det også gjorde for mig.